Det kunstige hjerte består af en drivenhed og to pumpekamre, der fungerer som fortrængningspumper. Pumpekamrene har et låsehus og fleksible membraner, som skiftevis afbøjes af et patenteret elektromekanisk lineært drev. Denne bevægelse får de kunstige hjerteklapper til at generere en styret, pulserende blodgennemstrømning.
I drivenheden bruges et akselejesystem til at styre aktuatorens spoler med høj præcision gennem statorens magnetfelt. For at maksimere drevets effektivitet er der kun en minimal luftspalte mellem aktuatorens spoler og magneterne. Positionssensorer på lejet overvåger præcist aksens bevægelse og tillader kun en forskydning på nogle få tiendedele af en millimeter og nogle få graders rotation.
De tekniske udfordringer er mange: Systemet skal være vedligeholdelsesfrit og garantere permanent præcision under skiftende belastninger. Glidelejet skal kunne modstå gentagne torsionsbelastninger i løbet af en levetid på fem år (ca. 370 millioner cyklusser) samt skiftende aksiale belastninger afhængigt af patientens position og bevægelser.
En kompakt installationsstørrelse, letvægt samt kemisk resistens og lav fugtabsorption er yderligere afgørende faktorer. Glidelejet er placeret inde i drivenheden, hvor der ikke er direkte kontakt med kroppens egne væsker. Men på grund af plastens gennemtrængelighed må der forventes fugt inde i drivenheden og dermed på lejet på lang sigt. Derudover må der ikke produceres potentielt farlige metalsliberester.
I det første forsøg blev et to-akset system testet, men det var vanskeligt at betjene på grund af fremstillingstolerancer, der var svære at opretholde og endda førte til brud på den ene akse. Desuden var løsningens pladsbehov betydeligt højere på grund af to glidelejer.